Anklageren
En rejse ind i de groveste kriminalsager

Portrætbogen ANKLAGEREN – En sag for Stürup fører læseren gennem en række af de groveste kriminalsager herhjemme, set gennem en af vores mest erfarne anklagere, Anne Birgitte Stürup.

Stürup har specialiseret sig i sager om drab, voldtægter og misbrug af børn. Med flere end 100 nævningesager og 40 års virke bag sig giver hun læseren en dyb og sjælden indsigt i, hvordan hun som anklager giver ofrene mæle og gør det konkret for nævningerne og dommerne, hvilke konsekvenser forbrydelserne har for de involverede.

Nogle kalder Anne Birgitte Stürup for en barsk anklager. Hun bruger sin indignation som drivkraft, og hun opsøger som statsadvokatassessor hos statsadvokaten for København og Bornholm gerne sager, hvor hun tænker ’det her er for groft’.

I flere af hendes sager er domstolene også nået frem til retshistoriske afgørelser – som da hun var anklager i sagen om den HIV-smittede karatetræner, der sexmisbrugte drenge, avisbudsagen, hvor tre unge stod bag et dødeligt overfald på et 16-årigt avisbud, og Currá-sagen, hvor to fætre dræbte en italiensk turist med en kniv på Nørrebro.

Bogen fører læseren helt ind i retssalene, og vi hører, hvordan Stürup afhører vidnerne, diskuterer med forsvarerne og overbeviser nævningerne og dommerne om de tiltaltes skyld ved hjælp af billeder, konkrete effekter og vidneudsagn. For eksempel, da hun i kapitlet ”Sejlsportsmanden med de onde øjne” fortæller, hvordan hun afhørte en af de kvinder, som serievoldtægtsmanden voldtog i parker og på legepladser:

”En af kvinderne sagde, at hun næppe ville være i stand til at genkende gerningsmanden. Men da hun sad i vidneskranken, mødte hendes øjne den tiltaltes, og så var det, som om hun fik et elektrisk stød. Hun gik helt op i sømmene og råbte, at hun aldrig kunne glemme de øjne. Vidnet brød hulkende sammen og måtte hjælpes ud for at komme til sig selv. Forsvareren forsøgte at nedtone det optrin som ´skuespil´ men der var ingen tvivl. Det var ægte, og set fra mit synspunkt var det jo helt fantastisk”, erindrer Stürup.

Bogen er skrevet af freelancejournalisterne Morten Bruun og Thomas Bjerg, der begge er tilknyttet Redaktionen.dk.

ANKLAGEREN - En sag for Stürup, 228 sider, pris 299,- Udkommer 20. april 2010
Køb den online
Bogkompagniet ApS
·
Sorøgade 1,1 · 2100 København Ø
·
Mobil: 20 31 49 31 · Mail: staun@bogkompagniet.dk